21/11/2024 0 Kommentarer
Vær velkommen, Herrens år
Vær velkommen, Herrens år
# Arkiv
Vær velkommen, Herrens år
Vær velkommen, Herrens år
Denne salme synger vi til 1. søndag i advent og til årets første dag, den 1. januar. Melodierne er ens, men teksterne fra N.F.S. Grundtvig er forskellige.
Den 1. søndag i advent begynder det nye kirkeår, og salmens tekst beskriver i versene 1-3 de tre kristelige højtider: jul, påske og pinse.
Vers 1 fortæller: ”Julenat, da vor Herre blev fød,/ da tændte sig lyset i mørkets skød.” Grundtvig bruger lyset, som det livgivende og symbolske lys som indleder adventstiden og dermed tændes, som det første lys på adventskransen. Det lys, som skal føre de vise mænd til Betlehem, men vigtigere endnu, det lys, som hyrderne så julenat, mens englene julenat sang ”Frygt ikke . . .”. Jeg holder af, at blive mindet om lyset og mindet om at vi ikke skal frygte.
Vers 2 fortæller: ”Påskemorgen, da Herren opstod,/ da livstræet fæsted i graven rod.” Livstræet, som fæstner rod i Jesu grav, ser jeg som et kraftigt og blomstrende træ, som ikke kan rokkes ved, og som er et billede af Jesu opstandelse.
Vers 3 fortæller: ”Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed.” Guds Ånd, som kommer herned, føles for mig som et varmt og kraftigt forårs-vindstød, som blæser hjernen fri for vintermørke tanker og Guds kærlighed ind.
Vers 4 er en sammenfatning af de tre første vers. ”Herrens år med Guds velbehag/ nu bringer os glæde hver Herrens dag”- teksten forener jul, påske og pinse til årets forløb under glædelige, kristelige fortegn.
Nytårssalmen ”Vær velkommen, Herrens år” har ligeledes fire vers og det samme omkvæd som i adventssalmen. Teksten beskriver naturen og hverdagslivet og giver udtryk for håbet på et fredfyldt og frugtbart år, og den relaterer lige som adventssalmen til Guds kærlighed til menneskerne.
Vers 1: ”Sandheds Gud, lad dit hellige ord/ oplive, oplyse det høje Nord!” Min kærlighed til Grundtvigs salmer grunder sig på hans særlige evne til at ”male billeder”. Ikke med farver men med ord. Ved at høre eller synge denne tekst, ser jeg det funklende og bølgende nordlys foran mit indre øje.
Vers 2. ”Nådens Gud, lad dit solskin i vår/ os skænke på marken et gyldent år!” Ligeså ved denne tekst kan jeg i mine tanker stå ved siden af en bygmark, hvor de gyldne aks bølger i vinden. Jeg skænkes håb, og med mine minder fra årets sommer ved jeg, at en ny venter.
Vers 3: ”Fredens Gud, den livsalige fred/ du skænke vort land til at blomstre ved!” Denne indtrængende bøn kan vi alle tilslutte os! Vi ved ikke, hvad der venter os, men vi kan håbe og bede om, at året byder på fred og fordragelighed både i den store verden, og vort eget land - såvel som i vores eget indre sjæleliv.
Vers 4: ”Fader Gud, os til glæde og gavn/ nytåret henskride i Jesu navn!” Ligesom i adventssalmen beskriver vers 4 i nytårssalmen en sammenfatning af de tre første vers. Den vej, Jesus gik, var både møjsommelig og glædelig, og her er menneskets trøst at ”henskride” med Jesus i vores hjerte.
Både adventssalmen og nytårssalmen giver med teksten og den jublende melodi udtryk for håbet om et glædeligt og gavnligt år i Guds navn.
Jeg ønsker alle en glædelig jul og et godt og fredfyldt nytår!
Uta
Kommentarer