Medlemskab

Som medlem har du ret til kirkelige handlinger.

Som medlem har du ret til konfirmation, at blive gift i kirken og ved livets afslutning at blive kirkeligt begravet eller bisat.

Indmeldelse
De fleste bliver medlem af folkekirken i forbindelse med deres barnedåb.

Hvis du ikke blev døbt som barn, kan du melde dig ind i folkekirken ved at blive døbt som ung eller voksen. Du kan kontakte præsten og aftale nærmere. Voksendåb og dåb af store børn og konfirmander foregår nogle gange ved gudstjenesten, andre gange ved en særlig højtidelighed. Ved dåb af børn og unge under 18 år er det den person, som har forældremyndigheden, der træffer beslutning om dåb eller indmeldelse i folkekirken. Personer over 15 år skal dog selv give samtykke til dåb eller indmeldelse.

Hvis du er døbt i en anden kristen kirke, skal du ikke døbes igen for at blive medlem af folkekirken, men kontakte en præst og bede om at blive optaget som medlem.

Udmeldelse
Hvis du vil melde dig ud af folkekirken, skal du tage kontakt til præsten. Du kan henvende dig personligt eller skriftligt og skal oplyse, hvor og hvornår du er født og døbt. Oplysningerne fremgår af din fødsels- og dåbsattest.

Husk, at det ikke er sikkert at sende CPR-nummer via en ukrypteret mailforbindelse.

Er du under 18 år, skal indehaveren af forældremyndigheden træffe beslutningen. Er du fyldt 15 år, skal du dog selv samtykke i beslutningen.

Hvis du vælger at melde dig ud af folkekirken, beder vi dig om at orientere dine nærmeste om din beslutning, da vi naturligvis respekterer dit valg og derfor ikke foretager bisættelse eller begravelse fra kirke eller kapel.

Ved de fleste kirkegårde er prisen for gravsted m.v. højere for personer, som ikke ved deres død var medlemmer af folkekirken. Det skyldes, at kirkegårdsdriften delvist finansieres af kirkeskatten, altså af medlemmerne.

Du kan til enhver tid beslutte dig for at blive medlem igen og henvende dig til præsten i dit bopælssogn. Det kræver ikke, at du bliver døbt igen.

Folkekirken om medlemskab

Hvad vil det sige at være medlem af folkekirken? Her kan du læse om medlemskab, indmeldelse og udmeldelse.

Sognebåndsløsning

Som medlem af folkekirken har du mulighed for at løse sognebånd til en anden præst. Find blanketten her.