Det væsentligste i en kirke – dengang og nu – er døbefonten, og netop fonten i Lundby kirke er unik.

For ca. 800 år siden sad stenmesteren, Bondo Fris og tilhuggede en stor granitblok for at skabe en døbefont til Lundby Kirke. Da også udsmykningen i form af en fin tovsnoning langs kanten var færdig, signerede han sit værk:” BONDO FRIS ME FECIT” (Bondo Fris gjorde mig = huggede mig) Da han ikke anvendte runer - men majuskler (store bogstaver) - må det formodes, at det er sket i den sen-romanske tid.

Bondo Fris må have været en anerkendt stenhugger, for han – eller hans værksted – har yderligere hugget to kendte fonte her i Sydsjælland. De kan ses i kirkerne i Baarse  og Kastrup.

Fra gammel tid var døbefonten anbragt ved indgangen eller vestligst i kirken. Man skulle være døbt, før man kunne indtræde i Guds menighed. I 1730 blev fonten i Lundby flyttet og placeret i koret tæt på døren til sakristiet, og i midten af 1970’erne fik den sin nuværende plads.

Fonten har ikke afløb, hvilket må have været upraktisk på den tid, hvor hele spædbarnet blev dyppet. Da den tradition faldt bort, blev dåbsfade anskaffet. Messingfadet, som er helt uden dekoration, er fra ca. 1700.

Dåbskanden i messingblik med elfenbenshåndtag er skænket af kirkeejeren Benjamin Wolff  i 1837.

At komme ind i Guds hus skete tidligere gennem to døre. En nordlig til kvinder og en sydlig til mænd. I kirken fandt man så sin plads på enten spindesiden eller sværdsiden.

Omkring år 1500 blev kirken udbygget med sakristi mod nord, våbenhus og tårntrappe mod syd og tårn mod vest. Alt bygget af  munkesten - dog med enkelte indmurede marksten - i gotisk stil.

I samme periode blev norddøren muret til, og adgang for alle blev gennem det lille lavloftede våbenhus.

Den ydre dør, der er fra 1712, er fremstillet af to svære egeplanker og øverst forsynet med initialerne JNSB (samtidens kirkeværger) samt fin ornamentik.

Den indre dør, der er fra 1520 og i sengotisk stil, er imidlertid ganske enestående.  Dørens yderside  har fine foldeværksfyldninger i blåt og hvidt og foroven står:  Anno Dni MDXX. 

Våbenhuset er lidt dunkelt. Kun et vindue mod øst og en lille glug mod vest tillader lidt lysindfald.

Til venstre for den gamle dør ses en pengeblok fra 1600-tallet.

Op ad østmuren i våbenhuset ses to store ligstene for skovrider Melchior Folsach og hans hustru Waldborg Sophia Melbuhrn.

Skovrideren (død 1739) og hans hustru (død 1727) blev begravet under kirkegulvet, og deres store ligstene blev lagt under korbuen.

I forbindelse med installering af centralvarme i 1929, blev de efterhånden slidte sten taget op og stillet i våbenhuset. De var ikke de eneste, der havde fået en ærefuld begravelse. Man fandt flere skeletter under gravearbejdet.

å stenen over Waldborg Sophia Melbuhrn læses:

”Her under hviler den hæderbaarne Dyd og Gud elskende Matrone Waldborg Sophia Melbuhrn, som var født  til Verden 1667 den 10. Jan. Udi Holstein. Blev gift med Kgl. Skovrider paa Vordingborg Amt Seigr. Melchior Folsach og i 35 Aars kierlig Egteskab tilsammen blev Moder til 5 Sønner og 1 Datter. Døde Anno 1727 den 7. Jan, da hun hafde opnaaet 60 Aar 14 Dage. Stat Vandringsmand, læs…. ”

Skovriderens sten er mere slidt, men der kan læses:

”Guds Vrede gaar over, Esajas, 26. Kapitel, Vers 20 ” Gak, mit Folk! Gak ind i Dine inderste Kamre og luk Dine Døre efter Dig; skjul Dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over.”

Ved et uheld havde skovrider Folsach  under  jagt i skoven skudt en klapper.  I 1702 forærede han kirken en lille sølv-oblatæske som et sonoffer.   

På låget ses nadveren.

I koret ses altertavlen, der er udført af snedker Rasmus Dam i Beldringe i årene 1732-1733. Den store tavle luder lidt indad for at få plads under hvælvingerne.

Tavlen er udstyret med søjler og akantusvinger og brudt topgavl. Under den store krone øverst ses et spejlmonogram med  initialerne C 6 SM. ( Christian 6 (1730 – 46) og dronning Sofie Magdalene). Kirken var i kronens eje på det tidspunkt.

Over alterbilledet ses en gylden oval med årstallet 1732, året hvor skovrider Melchior Folsach donerede en stor andel af udgifterne til altertavlen.

Til venstre og højre derfor ses tallene 17 og 44. I 1744 blev kirkens inventar, (altertavle og prædikestol), malet og sine steder forgyldt. På sydvæggen ses et spejlmonogram med initialerne MFS. (Melchior FolSach). Dette monogram var tidligere påsat altertavlen lige under de kongelige initialer. Alterbordet af sten er bygget op mod korets østvæg og forsynet med et alterklæde.

To store messingstager fra 1650 pryder alterbordet sammen med en syv-armet lysestage, som i 1932 blev skænket af provst Larsen.

Stolestaderne er fra ca. 1630 og i senrenæssance-stil. De er meget forskellige, men de fleste er dygtigt udskåret med skelbelagt sildebensmønster.

Alterbilledet, der er fra ca. 1850, forestiller Stefanus’ martyrdød.

Og hvem var Stefanus?

I Jerusalem sluttede flere og flere op om Guds ord. Stefanus var sikker i sin tro, og fra ham kom undere, stor klogskab og indsigt. Nogle lærde indlod sig i ordstrid med Stefanus, men han var dem for viis. Derfor blev der indgået hemmelige aftaler med nogle mænd, der skulle berette,  at Stefanus talte gudsbespotteligt og imod Moses Lov.

Resultatet blev, at Stefanus blev slæbt for rådet, og alle ”de, som sad der, stirrede på ham, og hans ansigt var for dem en engels ansigt.”

Stefanus holdt efterfølgende en forsvarstale, men også en angrebstale, idet han anklagede folket for manglende tro. Den ophidsede menneskemængde slæbte ham ud af byen og stenede ham. Stefanus blev den første kristne martyr.

Inden reformationen skulle præsten kun prædike på kirkens store festdage, men efter 1536 blev prædikenen et meget vigtigt element i gudstjenesten. Derfor blev der i langt de fleste kirker opbygget prædikestol mod sydvæggen og gerne tæt ved et vindue, så præsten - også i vinterens mørke - kunne se teksten.

Prædikestolen i højrenæssancestil er fra 1606 og muligvis fremstillet på Abel Schrøders værksted i Næstved.

Den er ganske ypperlig med fine livfulde udskæringer i smuk farvestrålende bemaling.

Fire store felter viser evangelisterne hver med deres symbol, og i hjørnerne ses kvindefigurer uden ben, de såkaldte hermer.

På latin står teksten ”Verbum Domini Manet In Æternum.”

”Guds ord forbliver evindeligt”

Fra denne stol er biblens tekst blevet forkyndt for sognets beboere i flere hundrede år.

I et lille felt ses HIL. Hr Jørgen Lauritsen. Hr. Jørgen var provst i Hammer Herred, da prædikestolen blev sat op.

(Lundby kirke fik indlagt elektrisk lys i 1914)

På den modsatte side af orglet hænger en sengotisk korsfæstelses-gruppe. Den korsfæstede Kristus er flankeret af Johannes og Maria.

Værket er fremstillet i ca. 1520 af Store Fuglede-mesteren. De fire evangelisters symboler ses på endepladerne.

Kirkeskibet, som er udført af sømand Jami Petersen, blev ophængt i kirken i 1956. Skibet er 117 cm langt, og fra køl til stortop måler det 109 cm. Modellen er egentlig linjeskibet ”Prins Christian Frederik”, men på grund af manglende originale detailtegninger af agterstavnens udseende er kopien ikke ganske nøjagtig.

Først fra 1910 blev salmesangen ledsaget af musik, idet kirken da fik sit første beskedne harmonium. I 1933 blev et større og bedre harmonium taget i brug. Det var fra Andersens Orgelfabrik i Ringkøbing og havde kostet 1760 kr. Midlerne var blevet anskaffet ved indsamling i hele sognet.

45 år senere blev det nuværende smukke orgel fra orgelbygger Carsten Lunds værksted i Birkerød installeret.

Sakristiet vender mod nord og er kun forsynet med et lille lavtsiddende tilgitret vindue. Den syvtakkede gavl har fem højblændinger, hvor den midterste afsluttes med trappestik, de næste med fladbuer og de yderste to med lave spidsbuer.

Traditionen fortæller, at Svend Poulsen (Gøngehøvdingen) blev begravet under gulvet i sakristiet.

På korets østgavl ses, at markstenene i nogen højde er erstattet af munkesten. Derved blev murværket stærkere til at bære hvælvingerne inde i koret. Bemærk også det tilmurede romanske vindue.

Tårnet er forholdsvis lille. De syvtakkede gavle har syv spidsbuede højblændinger. Sydmuren er blevet skalmuret i moderne tid.

Trappehusets ydmyge dør er fladbuet og placeret i en spidsbuet ramme.

Tårnet har to klokker: Den ene støbt i 1615 af Hartvig Quellichmeier. På den anden står støbemestrenes navne:” Støfte mig 1691 Peter Uytzen og Jakob Jeremisen. Desuden prydet af Chr. V’s navnetræk.

Byggeriet i begyndelsen af 1500-tallet forandrede kirken indvendigt. Træloftet blev fjernet og erstattet af enkle krydshvælvinger, der blev muret op – både i kor, skib, tårnrum og sakristi. Samtidig blev norddøren muret til.

De små romanske vinduer blev erstattet af højere sengotiske vinduer, der tillod lysets indtrængen. Disse ændringer gav kirkerummet den nuværende lyse karakter.

Et lille tilmuret romansk vindue ses over inderdøren. 

Ikke kun indvendigt skete der forandringer, også udvendigt ses spor af fortidens mange og gennemgribende ændringer.

Anvendelsen af munkesten gør det muligt at ane ar i murværket omkring norddøren og vinduerne.

Forslag: Gå selv rundt om kirken og iagttag forandringer i murværket, bl.a. hvor munkesten afløser marksten, eller hvor marksten er blevet anvendt mellem teglstenene.