Praktisk om dåben

I den Danske Folkekirke kan man altid blive døbt -
lige meget hvor gammel man er.

Overvejer I at døbe jeres barn?
I dåben bliver barnet velsignet og får Guds løfte om, at han altid vil følge det som sit eget barn med sin kærlighed og velsignelse. 

Ønsker I at få jeres barn døbt i en af vores kirker, så skal I henvende jer til sognepræsten. I aftaler i fællesskab et tidspunkt for dåben. Før dåben mødes forældre og præst til en samtale om dåbens forløb og betydning.

Tilknytning
For at blive døbt eller få sit barn døbt, kræves det, at I har eller har haft bopæl i sognet eller har særlig tilknytning til sognet gennem f.eks. kirkelig handling (dåb / konfirmation). Hvis du er i tvivl, kan du kontakte præsten.

Hvordan foregår en dåb?
Dåben er normalt en del af søndagens gudstjeneste, men den kan også foregå ved særlige dåbsgudstjenester. Det er dog muligt i særtilfælde at aftale dåb med præsten på en lørdag. 

Dåbsbarnet bliver båret ind ved gudstjenestens begyndelse. Dåbsfamilien sidder i kirken sammen med resten af menigheden, når gudstjenesten begynder. Selve dåbshandlingen foregår på samme måde i alle kirker.

Faddere, gudmor og gudfar
Når dit barn skal døbes, skal du vælge mindst to og højest fem personer, som skal være faddere. For at kunne være fadder, skal man selv være døbt i folkekirken eller en anden kristen kirke i Danmark eller udlandet. I skal oplyse faddernes navne og adresser til præsten. Faddere kan være familiemedlemmer eller venner. 

De fleste oplever det som en stor ære og tillidserklæring at blive bedt om at stå fadder. Det mest almindelige er at vælge faddere, som du har tillid til, og som vil være en del af barnets liv i mange år.

En fadder er vidne til dåben og skal tilse at barnet vokser op i den kristne tro. Det vil derfor være naturligt, at en fadder går i kirke med barnet en gang i mellem eller taler med det om tro og kristendom. 

At fadderne i øvrigt skal tage sig af barnet, hvis der sker forældrene noget, er en skrøne. Fadderne forventes at være en del af barnets liv, uanset om du er der eller ej. Hvis du vil lave en bindende aftale om, hvem barnet skal bo hos i tilfælde af din død, skal du i stedet oprette et såkaldt børnetestamente.

En gudmor eller gudfar kalder man gerne den person, som bærer barnet til dåben. Det er for det meste en af fadderne. Det er lige så almindeligt, at en af forældrene bærer deres barn til dåben.

Udfyld formular

Vi har brug for lidt praktisk information fra jer. Udfyld derfor venligst formularen og så kontakter vi jer.

Folkekirken om dåb

Hvis I gerne vil vide mere om dåben, så læs med her.

Godkendte navne

Vejledning om navne fra Familieretshuset.