Billedet viser en såkaldt skålesten, som er ca. 4000 år gammel, ja måske ældre. Stenen er med til at danne Beldringe Kirkes fundament. Halvdelen af stenen er dækket af jord, og i september 2012 blev den frilagt af to arkæologer, som var i gang med at udfærdige en liste over alle skålesten i området. Skålene blev markerede med hvid farve, som i løbet af nogle få dage blev fjernet igen af vejret. 

Man ved ikke præcis hvor gamle stenene er, og man kender heller ikke helt betydningen af de små skåle, som er menneskeskabte. Jeg var fascineret af synet ”ind i de forgangne årtusinder” og tog flere billeder.  

For et par uger siden dukkede skålestenen igen op i mine tanker, da jeg læste bogen ”Væggen” af den østrigske forfatter Marlen Haushofer. Bogen handler om en usynlig væg, som rejses i løbet af en nat, og som adskiller en kvinde fra resten af verden. Hun er muligvis den eneste overlevende, mens alle andre mennesker er døde. Efterhånden som hun langsomt bliver klar over sin desperate situation, skifter hendes tanker mellem praktiske overlevelsesstrategier og filosofiske overvejelser om menneskernes udvikling. Hun er overbevist om, at menneskerne for mange årtusinder siden havde haft muligheden for at vælge mellem hadets eller kærlighedens vej, og at ”vi” har valgt den forkerte, nemlig hadets vej. 

Da jeg læste teksten, dukkede mange billeder op foran mit indre øje. Jeg ”så” grupper af de første mennesker, som var jægere og samlere og vandrede fra det ene sted til det andet. Når den ene gruppe mødtes med en anden ukendt gruppe – hvad skete der så? Ja, så bekæmpede de hinanden! Hvorfor blev de ikke glade, tog hinanden i favn og blev lykkelige over, at nu var de flere og et stærkere samfund?  

Er vi på et tidspunkt gået den forkerte vej? Kvinden i bogen mener, at kærlighedens vej kunne have bevaret menneskeheden fra mange store katastrofer som krige og deres følgeproblemer. Men hun er også klar over, at det er for sent at vende om. Denne konklusion tager hun med ro og styrke og forsøger at finde sig i situationen. Bogen slutter åbent men med livsbekræftende tanker. 

For mig var tankerne i bogen ikke færdige. Jeg tænkte meget over den ”anden vej” – kærlighedens vej. Og jeg er overbevist om, at der på et tidspunkt har levet én, som konsekvent gik kærlighedens vej – Jesus! 

Mindet om Ham kan skænke kærlighed og fred i vore hjerter. 

 Med ønsket om en god sommer 

Uta