Igen i år afholder vi en liturgiskmusikgudstjeneste i Beldringe Kirke Langfredag.
Jeg skylder at fortælle at en liturgiskgudstjeneste er en gudstjeneste, hvor man kan undlade prædiken. Og i tilfældet her med en del musik spillet i mol.
For dig, der ikke har prøvet en liturgiskmusikgudstjeneste en langfredag, og for dig, der finder troen på ”noget” lidt svært, så er det måske tid til at prøve en ”langfredag” fredag den 18. april kl. 10:30 i Beldringe Kirke.

For Langfredag er dagen, hvor vi kristne mindes Jesus korsfæstelse. Altså Jesus død. Så man kan sige at langfredag er en begravelse. Nu er det jo ikke fordi vi som mennesker ønsker at gå til begravelser, men vi gør det i respekt for den døde og den dødes efterladte. Vi gør det, for at skabe håb og tro og vise vores kærlighed overfor den døde, men særligt overfor de efterladte.
Overført til langfredag vil vi opleve, for en stund, at troen, håbet og kærligheden er død. Og det er tankevækkende for et menneske, hvis vi skal være troen, håbet og kærligheden foruden. Det kan i princippet være en hvilken som helst tro, et hvilket som helst håb, en hvilken som helst kærlighed. Et menneske er på den ene eller den anden måde båret af en tro, et håb og en kærlighed. Men langfredag er troen, håbet og kærligheden død.
Heldigvis fejrer vi påskemorgen Jesus opstandelse, som vi jo ikke kan forstå, derfor har vi troen. Der, hvor fornuften hører op, overtager troen. Men kristendommens fine tro, er ikke nogen selvfølge, det mærker man langfredag. Og det gør ikke noget, at man bliver mindet om, at livet og dets tro, ikke er nogen selvfølge.
Tværtimod skal vi gribe livet og dets kærlighed, mens tid er.